PASSIONS MACARONS
Efter min optur over macarons, måtte jeg da prøve en variation med passionsfrugt. Jeg har brugt samme grundopskrift som choko macarons, og bare anvendt pulveriseret frysetørret passionsfrugt
Jeg er vild med kombinationen fra passion og lakrids fra Summerbird, og tænkte, at dette må kunne videreføres i en macaron. Så det har jeg forsøgt på bedste vis med denne opskrift. Jeg har kun fået positiv feedback på kombinationen, så jeg vil bare sige ”prøv det”!
MACARONES
INGREDIENSER
170 gram flormelis
90 gram sigtet mandelmel
4 tsk. pulveriseret frysetørret passionsfrugt
90 gram æggehvider (ca. 3 stk)
2 spsk. sukker
FREMGANGSMÅDE
Bland flormelis, mandelmel og pulveriseret passionsfrugt, og sigt det hele gennem en fintmasket sigte.
Pisk æggehviderne luftige, tilsæt sukkeret og pisk videre til æggehviderne bliver til en fast skum.
Vend mandelmel-og flormelisblandingen i æggehviderne. Bland, til dejen er glat, og kom den i en sprøjtepose.
Sprøjt ca. 50 kager (der er knap så store som femkroner) ud på 2 bageplader med bagepapir.
Lad kagerne hvile på pladen i mindst 50 minutter, så overfladen bliver tør, og kagerne bliver pænere.
Sæt kagerne ind i ovnen på 125 grader. Bag kagerne på nederste rille i ovnen i ca. 20-25 minutter, en plade af gangen. Luk ikke ovnen op undervejs.
Kagernes top må ikke tage farve, men bunden skal slippe bagepapiret når du prøver at løfte dem. Lad kagerne køle af på en rist.
TIP
Det er let at få ens kager hvis du tegner cirkler på dit bagepapir så alle kagerne får den samme størrelse. Jeg har bare brugt et snapseglas. Vend papiret med blyantsiden nedad, så kagerne ikke bliver sprøjtet ud på blyantstregen.
PASSIONSFRUGT FYLD
HVID CHOKOLADE CREME MED PASSIONSFRUGT
¼ liter piskefløde
2 bl. Husblas
75 gr. hvid chokolade
3 tsk. lakridspulver
Der er rigtig stor forskel på lakridspulver, så smag til efter hver teskefuld du har tilsat.
FREMGANGSMÅDE
HVID CHOKOLADE CREME MED PASSIONSFRUGT
Husblassen lægges i blød i koldt vand i en ½ time.
Fløden varmes op i en kasserolle. Den skal være godt varm ca.80 grader, men ikke koge eller være brændende varm.
Imens hakkes chokoladen fint og kommes op i en stor skål.
Når fløden er varm hældes halvdelen over chokoladen og der røres rundt indtil det er godt smeltet. Derefter hældes resten af fløden i, og der røres rundt indtil cremen er skinnende blank og jævn.
Til sidst vrides husblassen for vand og kommes op i cremen, og der røres rundt indtil den er smeltet.
Nu sigtes hele cremen igennem en si ned i en ny skål, så man er sikker på der ikke er chokolade klumper og husblas trevler i. Cremen stilles i køleskabet til dagen efter.
Dagen efter, er cremen helt stivnet i køleskabet natten over. Det eneste man skal nu, er at piske den hvide chokolade creme op, til den er fin og luftig og derefter sammen med lakrids pulver. Til sidst sprøjtes lakrids cremen i dine macarons.
Hvis man er mere vild med chokolade kan man bare lave en mørk chokolade garnach og fylde i. Det smager også skønt med denne kombination der giver en mere ”sur – sød” oplevelse.
Ingen kommentarer endnu